“Der findes ingen lande uden skygger”
De er der. Tilstedeværende som fortrængte håb og ønsker uden modtager. Spejlende en virkelighed genkendelig for mange. Skildret med følsom distance og blottet for romantik. De er der bare. I deres grundlæggende ensomhed. Uden råb. Uden klynk. Uden en klart defineret fremtid, men smukt formuleret af kunstneren med dystopisk klarhed, indfangende deres udtryk, dissekeret som indtryk for beskueren.
Lisbeth Sahl er nøgtern i maleriet på stort set alle felter. Fra den næppe fortalte historie til måden hun angriber billedfladen med dimse og dutte og koloristisk behændighed. Der er grund til at kigge og det er svært ikke at blive berørt.
Lisbeth Sahls billeder har et kunstnerisk udgangspunkt i den kunsthistoriske romantiks dramatiserede symbolisme og en hæftning i popkunstens forståelse af fladen. Der er personer i rum, men rummets renæssance torpederes, så fladen fastholdes. Figurerne, og rummet omkring dem, er fastfrossede og bliver sindsbilleder. Billeder på følelser og sindstilstande. Musikalske bevægelser i stillestående rum. Billeder til fordybelse og refleksion. Eller erindring.
Lisbeth Sahls billeder har typisk en novellistisk konstruktion. En lille, stor historie fortalt med få men effektive virkemidler. Tolkningsåben til en vis grad, men fastholdende tematikken: Der findes ingen lande uden skygger. Ingen lykke uden skår. Ingen glæde uden salte søer og hængedynd. Fucking depressivt eller kronisk realisme. Uanset hvad er det virkeligheden. Ikke nødvendigvis den ønskede virkelighed, men en af de virkelige og som sådan nok vær at erkende. Veludfoldet på lærredet med hvad der kunne defineres som rå ynde og elasticitet.
Maleriet er ikke sjældent generelt beskrevet som et spejl. Et spejl af sin samtid – og hvis heldigt et spejl af og ind i en fremtid. Som Kierkegaard synes Lisbeth Sahl at erkende, at mennesket er grundlæggende ensomt. En eksistentialistisk erkendelse, der kan menes nødvendig, dersom man gerne vil undgå at være alene eller i al fald være det ud fra et valg og ikke et skæbnediktat. Omend det frie valg er en relativ illusion, er det behageligt at have ideen om, at det er der. Ligeså er det muligt at dykke ind i den Sahlske realisme eller for den sags skyld at vælge, om man vil anskue billederne på overfladen eller gå hele vejen og miste ideen om egen uskyld. Herfra kan der kun på det varmeste og med tilbageholdt åndedrag opfordres til det sidste.
Bjørn Ignatius Øckenholt